Online gruppeterapi for voksne uden ventetid

Online gruppeterapi henvender sig til dig, som har fået en psykologhenvisning fra din praktiserende læge. Online gruppeterapien foregår via videosamtale på en sikker platform, så du kan deltage uanset hvor du bor i Danmark.

I vores terapigrupper arbejder vi blandt andet med; nedtrykthed, angst, OCD, stress, tristhed, vrede, fysisk sygdom, alvorlig sygdom i familien, selvværdsproblemer, sorg og lignende.

Sådan fungerer online gruppeterapi

Forskning viser, at gruppeterapi er lige så effektivt som individuel terapi og online terapi er lige så effektiv som fysiske sessioner. I gruppeterapien kan du spare med andre, som har lignende problematikker, og sammen får I redskaber til, hvordan I håndterer jeres individuelle udfordringer.

I terapien lærer du blandt andet at udtrykke tanker og følelser, og du får løbende sparring og inspiration fra gruppelederen og de øvrige deltagere. Det vil skabe en gavnlig psykoterapeutisk effekt, fremme dine sociale færdigheder og give dig værktøjer, som du kan bruge i vanskelige situationer, når du virkelig har brug for det. Der er selvfølgelig tavshedspligt.

Gruppen er en åben gruppe på 5-9 personer på tværs af henvisningsårsager, og gruppen kan suppleres med nye medlemmer undervejs. Behandlingen varer op til 12 sessioner, og hvis du har brug for yderligere behandling, kan du, efter vurdering og henvisning fra egen læge, muligvis få tilskud til op til 12 yderligere behandlinger.

Metode og psykolog

Metoden er kognitiv terapi og mindfulness-baseret terapi, og gruppelederen er Kenan Hansen, som er autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi. Kenan har mange års erfaring med gruppeterapi og er uddannet inden for både kognitiv terapi og mindfulness.

Pris og tilskud – med henvisning til psykolog fra egen læge

Gruppesessionen varer 1 time og 45 minutter. Prisen ligger på mellem 317 kr. og 383 kr. ved første samtale og 275 kr. og 333 kr. ved efterfølgende samtaler – afhængig af, hvor mange deltagere der er i gruppen.

Bemærk, at hvis du er medlem af Sygeforsikring Danmark kan du få 100 kr. refunderet pr. session. Vi indberetter elektronisk til Sygeforsikring Danmark.

Tid og sted

Gruppemødet afholdes en gang om ugen og foregår online, så du kan deltage med pc/bærbar, tablet/ipad el. mobiltelefon.

Hvis ovenstående har din interesse, kan du kontakte os her.